Hjælp dig selv først

Kvinder har en tendens til at hjælpe andre først. Evolutionsmæssigt set skulle kvinder passe ilden og sørge for, at den ikke gik ud og samtidigt drage omsorg for børn og gamle. Bortset fra ilden er der ikke så meget, der har ændret sig.

Kvinders generelle tendens til at bekymre sig mere end mænd, kan også tilskrives dette urinstinkt. Det var et værre mas at holde gang i den ild.
Bekymringer er en del af livet og er basalt med til, at vi passer på os selv og andre. Bekymringer skal dog ikke være det, der fylder dit liv. Bekymringer skal komme i håndterbare doser, for ellers kan de tage overhånd.

Du bestemmer ikke over, hvad der sker i dit liv, men du bestemmer over, hvordan du takler det.

Lad os tage udgangspunkt i coronakrisen. Pludselig er den her og har store konsekvenser for, hvordan din hverdag ser ud. Både dit arbejdsliv, familieliv og kontakten til omverdenen er påvirkede i en lang periode.

Hvordan håndterer du det?

Det er sådan med bekymringer, at de kan have en tendens til at gribe om sig. En lille tanke bliver hurtigt til flere, og er mange af dine tanker bekymringer, kan det have indflydelse på hele dit tankemønster, så du ender med at producere en stor mængde negativitet.
Negativiteten kan igen påvirke dit humør og medføre, at du bliver trist og ængstelig, og så kan det være vanskeligt at løse de udfordringer, der er og samtidigt se lyst på tilværelsen.

Der er en sammenhæng mellem tanker, følelser, krop og handling. De influerer hinanden. Hvis du har en bekymring eller en negativ tanke, har det direkte indflydelse på dine følelser, og den bekymrende tanke kan medføre, at du f.eks. kan blive ked af det, nervøs eller ængstelig. 

Bekymringerne og dit humør påvirker din krop, hvor du kan måske kan mærke uro, at det knuger i mave eller, at du har hovedpine. Dit humør og dit tankemønster indvirker på dine handlinger, og hvis de første er negative, kan dine handlinger blive det samme.

Du orker måske ikke at motionere, du spiser forkert og for meget, du gider ikke at læse, men kaster dig i stedet over Netflix og HBO. Du siger måske ja til ting, du ikke skulle have sagt ja til. Du følger med strømmen, hvor du måske skulle være gået imod.

Når den onde cirkel eller den negative spiral skal brydes, gælder det om at mærke efter. 

Tag 15 min, en time eller en halv dag og læg mærke til, hvordan dine tanker og følelser er. Hvordan du har det i kroppen, og hvad du laver. Måske er alt godt, og det er jo dejligt.

Hvis du er trist, har bekymringer eller negative tanker, så gør noget ved det, som du kan, og lad resten vente. 

Corona-tiden er en parentes i dit liv. Du skal have styr på dine egne følelser og tanker, du skal have balance, glæde, energi og overskud i dit eget liv, før du kan give det til andre.

Iltmasken i flyet skal du selv tage først, før du hjælper andre. Du er det vigtigste i dit liv. Invester i dig selv og så kan du give tilbage gange tusind.